Ja, jeg har jo længe gået med smerter, udmattelse og ja altså været rigtig rigtig skidt!
Jeg har vendt og drejet det længe og haft lange snakke med Jens omkring mine tanker og muligheder.
Efter et besøg ved min behandler på riget, besluttede jeg mig endeligt for at påbegynde medicinering igen. Dette var dog ikke en nem beslutning! For 3 år siden tog jeg den beslutning, at stoppe al medicinering, da jeg var så syg hele tiden. Jeg fik en stærk form for kemomedicin og var konstant syg og dårlig. Da jeg stoppede med at tage mine piller, fik jeg det langsomt bedre og kunne i næsten 3 år, leve et mere holdbart liv.
Her efter Kalles fødsel og barsel, måtte jeg dog indse at jeg var ved at blive syg igen - træthed, ulidelig ledsmerter, feber og søvnløse nætter var pludselig blevet hverdag igen. Så jeg måtte altså gøre noget - skulle jeg lægge stædigheden fra mig og vælge medicin? Eller skulle jeg fortsætte uden og måske faktisk blive så syg at jeg hverken kunne starte studie eller være der for min søn? Jeg traf altså det valg at starte på medicin igen. Jeg fik en indsprøjtning med prednisolon og herefter er jeg så begyndt på noget som hedder plaquenil, som også bruges mod malaria. Denne form skulle være en del mildere end det jeg fik for år tilbage og indtil videre har jeg kun oplevet kvalme. Nu hvor indsprøjtningen ikke længere har nogen effekt (den tager lige toppen af sygdommen og dæmper symptomerne i 14 dages tid), kan jeg godt mærke en smule til sygdommen, men heldigvis slet ikke i samme grad som før!
Jeg er ikke lykkelig over beslutningen om at starte på medicin, men jeg gør det for min familie og for at jeg kan fuldføre drømmestudiet og komme videre i mit liv.
