onsdag den 10. juli 2013

Far og søn

I går var Jens på en lille gåtur med vores fine sommer-dreng og i dag nød de en hyggestund med en flaske udmalket modermælk, åh de er skønne de to ♥

tirsdag den 9. juli 2013

Kalle-kærlighed

Snork!! Kalle-fisen har bare været i hopla i nat - fra kl. 04-07 og da kunne jeg simpelthen ikke aktivere ham længere, så Jens måtte tage over... og selvfølgelig falder drengebarnet så i søvn ;) Men vi nød timerne sammen! Han er begyndt at holde øjenkontakt længere tid ad gangen og fokusere på ens blik - jeg aner ikke hvor meget han egentligt opfatter, men for mig er det skønt! Hele morgenen lå vi hud mod hud, nussede, vuggede, sang og hørte musik - han har sine klare favoritter; Idas sommervise er bare et hit hos ham den lille!
Som lille elskede jeg denne sang (jeg elskede Ronja Røverdatter!) og denne har jeg så også introduceret for Kalle:
Også bad er han vild med, så endnu engang kom han med mor i bad og han nød det til fulde! åh hvor jeg dog plapre om ham den dejlige dreng, men han ER altså noget af det skønneste (og smukkeste!) på denne jord :) Jeg synes virkelig at vi har lært ham at kende og man er kommet tæt på ham - hver dag med ham er unik og man bliver blot mere og mere forelsket (hvis det da er muligt).

mandag den 8. juli 2013

Weekend i Nordsjælland

Vi tilbragte weekenden i skønne omgivelser hos familien i Nordsjælland. Vi har ikke været deroppe i et godt stykke tid, så det var virkelig skønt at være tilbage! Dagene bød på søskende-hygge, kærlighed og lækker mad! Vi fik gået en masse ture og alle fik de nydt Kalle-musen! Men hvor er det dog bare overraskende hårdt at være væk hjemmefra, puha! Men vi nød familie-hyggen og alle er de så dejlige og søde og elsker Kalle så højt! Weekenden bød på skønt vejr, så den lille fis fik lov til at ligge med bar mås i barnevognen og det var virkelig noget han kunne bruge - at sove halvnøgen i vognen, med fuglekvidren og lyden af græsslåmaskiner i baggrunden (det sker ikke så tit hjemme på Frederiksberg!). Vi vil rigtig gerne til Nordsjælland igen, larmen i byen er en irritation og vi vil virkelig gerne give Kalle, hvad vi selv fik som små. Vi er skrevet op til en masse boliger, så nu er det bare at krydse fingre for at noget snart finder vej til os :)
Ellers har vi det alle 3 godt - det er op og ned hvor meget Kalle sover, men vi nyder hvert sekund, trods trætheden. Han er så lækker, ham vores lillefis og man kan stadig ikke få blikket fra ham! Efter min tude-tur er jeg blevet meget mere sikker i min rolle som mor og af en eller anden mærkelig grund, føler jeg at Kalle og jeg er kommet meget tættere på hinanden - jeg føler virkelig at jeg kan mærke at han er tryg og at han elsker mig - det er så dejligt og hyggeligt på samme tid - at putte sin søn ind til sig og vide at han har det godt!
Nå men nu får I her billedspam af weekendens øjeblikke :)

Morgenhygge på stuegulvet
Bar mås i barnevogn

onsdag den 3. juli 2013

I got the blues

Puha, jeg har ramt muren i dag. Jeg er træt, som i rigtig rigtig træt! Min smukke dejlige søn var utrolig urolig hele natten og derfor har jeg ikke fået megen søvn. Derudover føler jeg mig trist til mode - jeg er ked af min vægt og jeg kan mærke de anoretiske tanker blusse op - men jeg spiser godt og ved at dette er bedst for mit dejlige drengebarn! Men øv hvor er det bare hårdt! Jeg mangler 2,5 kg, så har jeg tabt 16 kg siden fødsel og er tilbage på før-graviditetsvægt. Men de sidste kg tager tid og jeg vil bare have det hele af nu og i gang med træningen og være tynd og fin igen - men der er lang vej dertil. Nu er jeg mor og har andre prioriteter, min søn kommer i første række! Det er hårdt når sporene fra en tidligere spiseforstyrrelse stadig spøger og man samtidig skal give det bedste til dette nye lille menneske - heldigvis er jeg nået så langt og er så stærk, at jeg ikke har problemer med at overvinde tankerne (men det er bestemt ikke uden selvhad). Ærlig talt er det sgu svært. Men hvor jeg dog elsker min lille søn og ønsker for ham det bedste og det bedste er det jeg kan give ham. Jeg suger denne tid til mig - tiden flyver af sted og jeg er ærlig talt tisse bange for at gå glip af noget og bange  for ikke at nå og nyde øjeblikket. Men som så mange siger "glem ikke dig selv" og de har nok ret. Jeg er dog virkelig bange for ikke at gøre det godt nok og det gør mig ked af det - inderst inde ved jeg jo udmærket godt, at jeg gør det så skide godt og at jeg er en filans god mor for Kalle og jeg kan mærke at han har det godt og trives... men alligevel er en del af mig usikker - bliver han aktiveret nok - er jeg nu god nok? osv. osv. Også når det gælder Jens - jeg er simpelthen så bange for at miste ham - at jeg ikke er nok, at han ikke synes jeg er en god nok mor- og en god nok kæreste. Jeg er bange for at han glemmer at elske mig og at vi i al denne kærlighed til Kalle, glemmer hinanden. Jeg kan mærke noget har ændret sig siden Kalle kom til verden - mellem Jens og jeg. Jeg ved ikke hvad det præcis er og jeg ved ikke om det egentligt er noget i mig, som har ændret sig. Jeg er bange for at give mig hen, som før han kom til verden. Jeg har tendens til oftere at snerre og blive mere irriteret, men egentligt tror jeg at det i grunden bunder i usikkerhed og frygt for at miste - jeg tager afstand, når det kommer til Jens. Men hvor gør han det dog godt og hvor jeg dog bare elsker ham for at være den fantastiske mand, han nu engang er- og er blevet! Far til mit barn, han er helt perfekt! Jeg føler mig mere lykkelig end nogensinde før og jeg føler endelig at jeg har fundet min plads i livet og at det er her, jeg så længe har kæmpet for at nå til - endelig er jeg i mål... og nu er jeg så filans bange for at det hele skal smuldre mellem fingrene på mig. Jeg er simpelthen så ræd for ikke at være nok og ikke at gøre det godt nok, åh... suk. Jens er gået en tur med Kalle, en ven og hans datter, så jeg kunne få lidt afslapning hjemme - det havde jeg brug for; en god tudetur og at få samlet tankerne! Den der 3-dages blues? Den kom så lige 12 dage efter ;) Men det er dog super skønt at få "luftet ud" og til slut vil jeg sige at jeg ELSKER mit "nye liv" og min rolle som mor - jeg har de to mest fantastiske drenge i mit liv og åh hvor jeg dog elsker dem!

tirsdag den 2. juli 2013

Hindbærtærte








Opskrift: 

  • 3 æg
  • 240 g sukker
  • 150 g mel 
  • 100 g smør 
  • 150-200 g marcipan
  • 300 g hindbær

Fremgangsmåde: 
Æg og sukker piskes luftigt. Smeltet smør og mel tilsættes og der piskes igen. Marcipan rives groft og røres i dejen. Dejen hældes i et smurt tærtefad og de frosne hindbær puttes over og presses i dejen. Tærten varmes i ovnen på 200 g, i ca. 25-30 min og voila, en meget meget lækker tærte!

Hindbærtærte & smukling

... Selvom man ikke længere er gravid, kan man jo sagtens nyde ;)