søndag den 21. september 2014

Søndag med rock guitar

Knægten havde stjålet mus og kost og holder nu koncert - next stop ROSKILDEEE! 

Da Kalle fik en pakke...

Wauuuw, en pakke til mig? (mor her havde dog allerede givet ham skoene på, men selvfølgelig fik han selv lov til at pakke dem ud først)

mmmm, ballade kan man også lave!
Aaaah, afslapning - rosiner og bamse og kylling! åååårrrh den unge er elsket!
Skoen er fra Adidas og vores er købt lige her

torsdag den 18. september 2014

Svar på nyrebiopsien

Som I måske har læst, har jeg jo fået foretaget en nyrebiopsi, da lægerne havde mistanke til at min lupus på nyrerne også var forværret, eftersom alt andet tydede på et udbrud. I dag fik jeg så svar på prøverne!! Jeg har gået og været så nervøs og da jeg skulle vente en hel time inden lægen havde tid, nåede jeg altså at få koldsved, bliver åndssvagt svimmel og var ved at græde i lårtykke stråler.
Men da jeg kom ind til lettere forvirret (dog rigtig sød) læge, fik jeg verdens bedste nyhed - jeg har stadig dårlige nyrer, men der har ingen ændring været de sidste par år. I kan tro at jeg græd af glæde - jeg er noget så lykkelig! Derudover havde de også ændring min medicinering således at vi nu også må få endnu et barn, når vi føler for det. Både Jens og jeg er så lettede og meget glade. Jeg har jo længe været imod al medicin, men denne gang må jeg bøje mig og så er det altså rigtig rart, at det er noget som ikke er nær så stærkt, som det medicin jeg skulle have haft, hvis der var udsving på nyrerne.
Så nu vil min kære kærestemand og jeg ud og fejre en dejlig nyhed og senere hente vores højtelskede lillerøv og give ham en masse kys og prise os lykkelige for det dejlige liv!

onsdag den 17. september 2014

Kalles vintergarderobe


Så er ungen næsten klar til sin første rigtige vinter ude i sneen! Vi har fået købt ind til sovegarderoben, så han er total klar til lur ude i kulden, nede i vuggeren! Til hans dåb fik vi verdens lækreste uldtæppe, som han selvfølgelig også skal have med derned, når den tid kommer!
Derudover er han klar med lækker lækker flyverdragt - igen i år en ver de terre og igen genbrug. Skoene er fra Arauto Rap og selvfølgelig til en mega bred fod (Kalle har været umulig at finde sko til). Igen i år har vi købt uldfutter og uldluffer fra Joha, da vi var ekstrem glade for det sidste vinter. En uldtrøje har vi faktisk også købt. Nu mangler vi altså nogle rigtige vanter til udeleg og uldstrømper og så er vi vidst næsten klar :)
Vi har købt en masse billige uldbodyer over Bilkas hjemmeside (skriver jeg indlæg om snarest!).
Klar parat - VINTER!  

Selvstændighedsfasen

Hallo, var det ikke noget som først skulle komme, når ungen rundede de 2 år? Nå men vores lille røvbanan er altså bare sin egen lille herre i en alder af 15 måneder!
Han er begyndt at blive stiktosset under maden, hvis ikke han selv må spise og ja så vender han sig da bare om og vil slet ikke have mad, næh du, så er man bare hr. sur citron! Men det er vel ganske forståeligt at ungen søger grænse og ønsker selv at udforske og i sidste ende er det jo også møg godt for hans motoriske udvikling. Men når kl. er 17.30 og ungen er åndssvagt træt, intet vil og kaster mad ud over det hele, er det liiidt svært at lade ham gøre det hele selv (dette scenarie er dog en sjældenhed). Kalle er faktisk blevet rigtig god til at spise selv - både med gaffel og ske og jeg er sgu ganske imponeret over hvad der er sket med ham, på så kort tid. Han klarer jo så mange ting selv og vil selv.
Nogle ting kan man altså bare ikke selv og øv hvor er det bare træls, når man herre gerne vil være med til at skære løg og mor altså siger nej!
I dag fik vi tilsendt en super god video fra Kalles vuggestue - en video som de engang imellem sender ud, for at minde os forældre om, at barnet altså godt selv kan (og vil!). Der er intet mere irriterende at se et næsten skolebarn, som bare sidder lad på bænken og venter på at mor og far fikser selv de mindste ting for dem.
Det fik mig helt klart til at tænke, at vi bliver nødt til at inddrage Kalle meget mere og selv lade ham prøve. Vi er allerede gode til at inddrage ham i det daglige og han nyder det, men det kan helt klart blive bedre - især nu når han bare er så skide stædig og alligevel vil det hele selv!

tirsdag den 9. september 2014

Hov, jeg glemte da lige at jeg var syg - indlæggelsen

Nå! Jeg klarede den første måned ved mit dejlige praktiksted. Jeg havde et mål - jeg ville klare den første måned uden fravær! Jeg kæmpede mig igennem den sidste uge, da jeg godt kunne mærke at min krop ikke længere kunne følge med. Det startede selvfølgelig med ømme led og feber. Pludselig begyndte jeg at få lidt udslæt og meget hurtigt havde det jeg troede var uren hud, altså udviklet sig til det typiske sommerfugleudslæt. Mit ansigt var meget hævet, brændte, kløede og var utrolig rødt! Eftersom at det var 8 år siden jeg sidst havde lupus i huden, vidste jeg slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg ringede ind til sengeafsnittet på riget og jeg skulle selvfølgelig komme med det samme!
Da jeg ankom kunne de selvfølgelig godt se hvad der var i gære - ingen tvivl, aktivitet i sygdommen. Amen come oooon, tænkte jeg! Èn måned i den virkelige verden og så skal jeg igen ned med nakken. Jeg fik taget en masse prøver, som selvfølgelig viste antistoffer og alt for eget protein i urin. Så nu er jeg indlagt på 2. uge og skal have foretaget nyrebiopsi på torsdag. Derudover bliver jeg jo så igen proppet med medicin - denne gang prednison og plaquenil. Jeg er dog ret glad for den beslutning, da medicinen virker og jeg har det okay igen.
Nu er der selvfølgelig igen tanker omkring uddannelse og fremtiden. Denne gang har jeg de bedste betingelser for at fuldføre - jeg er på 25 timer ugentligt, jeg får medicin og jeg er på revalidering. Men alligevel synes det ikke som om at kroppen kan følge med - udbruddet synes i hvert fald at være stress-relateret. Det er simpelthen så træls at løbe hovedet mod muren konstant, for hold nu kæft hvor jeg kæmper! Jeg vil så gerne bevise at jeg kan og at jeg kan få lov til at lave det jeg elsker. Jeg er så bange for at mit elskede praktiksted pludselig ændre mening og at de alligevel ikke kan have mig de resterende 5 måneder.
Men jeg har kæmpet mig igennem den første måned - også de dage hvor mine led føltes så tunge og ømme og feberen var højst. Jeg vil det her! Jeg satser på at være tilbage mandag - efter 2 ugers indlæggelse - og give den hele armen og vise at jeg er det værd og forhåbentligt undgå mere fravær.
Øv hvor jeg savner dengang, hvor alt var så lige til...