Hov, jeg glemte da lige at jeg var syg - indlæggelsen

Nå! Jeg klarede den første måned ved mit dejlige praktiksted. Jeg havde et mål - jeg ville klare den første måned uden fravær! Jeg kæmpede mig igennem den sidste uge, da jeg godt kunne mærke at min krop ikke længere kunne følge med. Det startede selvfølgelig med ømme led og feber. Pludselig begyndte jeg at få lidt udslæt og meget hurtigt havde det jeg troede var uren hud, altså udviklet sig til det typiske sommerfugleudslæt. Mit ansigt var meget hævet, brændte, kløede og var utrolig rødt! Eftersom at det var 8 år siden jeg sidst havde lupus i huden, vidste jeg slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg ringede ind til sengeafsnittet på riget og jeg skulle selvfølgelig komme med det samme!
Da jeg ankom kunne de selvfølgelig godt se hvad der var i gære - ingen tvivl, aktivitet i sygdommen. Amen come oooon, tænkte jeg! Èn måned i den virkelige verden og så skal jeg igen ned med nakken. Jeg fik taget en masse prøver, som selvfølgelig viste antistoffer og alt for eget protein i urin. Så nu er jeg indlagt på 2. uge og skal have foretaget nyrebiopsi på torsdag. Derudover bliver jeg jo så igen proppet med medicin - denne gang prednison og plaquenil. Jeg er dog ret glad for den beslutning, da medicinen virker og jeg har det okay igen.
Nu er der selvfølgelig igen tanker omkring uddannelse og fremtiden. Denne gang har jeg de bedste betingelser for at fuldføre - jeg er på 25 timer ugentligt, jeg får medicin og jeg er på revalidering. Men alligevel synes det ikke som om at kroppen kan følge med - udbruddet synes i hvert fald at være stress-relateret. Det er simpelthen så træls at løbe hovedet mod muren konstant, for hold nu kæft hvor jeg kæmper! Jeg vil så gerne bevise at jeg kan og at jeg kan få lov til at lave det jeg elsker. Jeg er så bange for at mit elskede praktiksted pludselig ændre mening og at de alligevel ikke kan have mig de resterende 5 måneder.
Men jeg har kæmpet mig igennem den første måned - også de dage hvor mine led føltes så tunge og ømme og feberen var højst. Jeg vil det her! Jeg satser på at være tilbage mandag - efter 2 ugers indlæggelse - og give den hele armen og vise at jeg er det værd og forhåbentligt undgå mere fravær.
Øv hvor jeg savner dengang, hvor alt var så lige til...