I andre nyder sikkert solen - halløj det er skønt!
Og mens I gør det, lider nogle kroniske syge, som jeg.
Dage hvor temperaturen topper, føles jeg døden nær. Det som engang føles som mine ben, er blevet erstattet af store tunge cementblokke - hver skridt jeg tager, er så smertefuldt og det føles som om at disse tunge blokke flækkes og smadres i tusinde stykker... For ikke at snakke om mine fingre - hvem fanden erstattede lige mine lange tynge klaverfingre, med nettos kæmpe oste pøller (hvilke faktisk er ret gode!)?! Min hud sprænges og dét at bukke en finger, føles som en uovervindelig kamp.
Denne sommer er jeg særlig påvirket af solen - mine øjne svier, jeg får hovedpine og er virkelig generet... og trætheden, åh trætheden som ingen ende vil tage! Jeg kunne sove dagen væk. Min krop føles som en krop på 100 - en krop som har levet et langt liv, men sidst jeg tjekkede var jeg altså kun 26! Og ak ja, smerterne(!), som ingen ende vil tage - trykken for brystet, smerter ved lunger og jeg kunne blive ved.
For os med lupus, er sommer og vinter det værste og engang imellem ikke til at holde ud - derfor foretrækker jeg faktisk at holde mig indendøre, selvom dette er røvkedelig og ret så umuligt, når man har en legesyg knægt med krudt i røven og samtidig er ved at uddanne sig til pædagog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar