Bekymring

Er i 5+5. Er simpelthen så ked af det - bekymret og angst. Jeg er så bange for at noget skal gå galt og vi mister vores lille ønskebarn, som er så ventet! Jeg har svært ved at tackle alle de ambivalente følelser, som huserer i min krop - jeg er glad og lykkelig, men samtidig også angst og bekymret, hvilket til tider overskygger glæden. Jeg har så svært ved at knytte mig til barnet i maven, da jeg er bange for at det bliver revet fra os. Jeg ved at det er bedst for både mig og barnet at slappe af, nyde og tro det bedste, men åh hvor er det dog svært! Jeg læste i går disse artikler:


http://www.gigtforeningen.dk/medlemsbladet+ledsager/2010/5-2010/gravide+med+sle+eller+lupus+f%C3%B8lges+meget+t%C3%A6t

http://www.gigtforeningen.dk/medlemsbladet+ledsager/2010/5-2010/%C3%B8nskeb%C3%B8rn+med+forhindringer

og det er hårdt at vide at ud af 30 graviditeter, er det kun 56%, som bliver til noget.


 Jeg føler en indre vrede - jeg synes det er så uretfærdigt at jeg skal rammes at denne sygdom. Til hverdag finder jeg styrken frem og prøver hver dag at kæmpe med at få hverdagen til at fungere, trods problemer med sygdommen. Men det er hårdt og påvirker mig så grusomt psykisk. Tankerne farer gennem mit hoved og jeg ville ønske at jeg ligesom andre, ville kunne gå igennem en normal graviditet og give mit barn det bedste. Jeg ved at der er risiko for at jeg bliver meget syg i løbet af graviditeten, eller efter fødsel og det gør mig ondt at tænke på, at jeg måske ikke vil kunne være der 100% for mit barn.
Lidt brok fra en gravid Emilie, jeg har bare en rigtig øv dag i dag.