Hjerteblink og kærlighed

Vi havde egentligt tid til scanning d. 1 december, men pludselig blev det mig for meget og jeg måtte bare se vores fis. Så vi drog af sted til scanningklinikken. Jeg var simpelthen så nervøs og mit hjerte hamrede derud af. Vi kom ind i et mørkt rum og jeg lagde mig op. Damen som scannede mig snakkede længe med mig, før hun gik i gang, hvilket beroligede mig meget. Hun kendte til Lupus, da hun selv havde en datter med en autoimmun sygdom. Hun gik i gang med at scanne og med det samme fandt hun vores smukke lillefis, som lå så fint med det fineste lille hjerte, som bare pumpede derud af. Alle følelserne væltede ind over mig og følte at jeg kunne grine og græde på samme tid. Jeg (vi) var simpelthen så lettede og det var så fantastisk at se sit kommende barn og vide at alting er som det skal være! Det var simpelthen bare den bedste oplevelse og vi har bestilt tid til endnu en scanning d. 19 december. Nu tør jeg nyde det hele og tror virkelig på at alting nok skal gå :) Men jeg synes godt nok også at det hele sætter mange tanker i gang:
Bliver man gode forældre? Kan man give barnet det bedste? osv. Men én ting ved jeg - barnet vil blive elsket højt af hele familien :)

Kærlighedsfisen :)