Drømme...

Kan ikke lade være med at fælde en tårer. For år tilbage havde jeg en drøm - jeg skulle være mor og sammen med mand og børn skulle jeg bo i drømmehuset på landet og have en rigtig god karrierer som jeg var glad for og lave noget, hvor jeg virkelig knoklede og præsterede! Nu sidder jeg så her - sygemeldt og kun i gang med en uddannelse, som jeg højest sandsynligt ikke gennemfører... og hvad skal jeg så? Hver en øre skal vendes og selvom vi bor godt og har det godt, kan jeg ikke lade være med at være grådig og være ked af det vi ikke har. Nu vi venter Kalle, kan jeg blive så ked af at jeg ikke kan give ham samme barndom som jeg havde - jeg ville elske at kunne give ham en have og den natur, som jeg selv er vokset op i. Jeg kan til tider blive så sur og skuffet over mig selv - at jeg ikke kan! Det gør så pokkers ondt at man så gerne VIL og så gerne vil kæmpe for det hele, men selv tanken om det udmatter én og tanken om at ens krop modarbejder er hård, som bar' pokker! Jeg ville elske at være karrierekvinden som kunne hive pengene hjem og lave noget, som man virkelig brænder for. Sådan er det bare ikke - jeg er simpelthen så bekymret for fremtiden, for hvad skal der dog blive af mig, hvis jeg endnu engang må droppe ud af uddannelsen? Jeg synes efterhånden at have vendt hver en sten efter et smuthul, men intet synes muligt. Det er virkelig hårdt at man konstant skal føle sig som en taber og at alt konstant er usikkert, fordi man lever i et samfund, som bare ikke er tilpasset kronisk syge. Men selvfølgelig ved jeg at vi vil give Kalle det bedste og at han intet vil mangle, det er bare mig som kommende mor, som er bange for ikke at være i stand til at give det som jeg mener er det bedste. :(