Når virkeligheden rammer...

Jeg er ked af det i dag, faktisk rigtig rigtig ked af det. Dåben tog ufattelig hårdt på mig og jeg har siden haft de ondeste smerter i led og været så træt og stort set intet overskud haft. Jeg føler mig meget alene og er ærlig talt bange. Jeg er bange for at jeg bliver rigtig syg og hvordan mit sygdomsforløb så vil blive. Jeg kunne godt trænge til noget mere hjælp og til en pause fra det hele. Føler virkelig at det hele er ved at løbe fra mig - jeg nævner det ikke rigtigt for Jens og når jeg gør, er det som om at han ikke helt forstår (jeg ser jo frisk ud). Men jeg går virkelig med mange tanker for tiden - jeg føler at jeg svigter min familie og jeg frygter for hvad fremtiden mon skal bringe. Dage som i dag, hvor smerten er så stor har jeg lyst til at melde pas og bede om hjælp, men det kan jeg ikke - nu har vi Kalle, som kræver al mors opmærksom og Jens skal passe sin skole. Det er super frustrerende, da jeg på den ene side bare har så ondt og kæmper med den dårlige samvittighed overfor Kalle - dog skal det siges at drengen intet mangler og at han får al den opmærksomhed og kærlighed, som han kræver (nu kommer jeg i sidste række). På torsdag skal jeg til kontroltjek og jeg håber da at mine prøver er klar og kan give svar på, om der er gang i sygdommen igen... men åh hvor jeg dog bare håber at det er en overgang, ovenpå de hårde dage op til dåben. Jeg har jo før prøvet at være rigtig rigtig syg og dette ønsker jeg ikke igen og da slet ikke når jeg har min elskede søn. Øv det er hårdt og jeg havde egentligt bare lige brug for at dele mine tanker med jer.