Vægten flyver af sted og jeg tuder snot, mens jeg tager en bid af min 5 kuglers is med guf! Øv, nu gider jeg altså ikke mere - jeg melder pas og gør klar til Kalle, jeg er SÅ tung! Hvem havde troet at 3 trimester ville være så vanvittigt? Ikke jeg! Men jeg ville nu gerne have været advaret - mine ben og fødder er gigantiske - elefantitis has arrived og nøj hvor gør det bare ondt! Jeg er i dag 35+3 og jeg glæder mig sådan til at møde Kalle, så han må gerne snart melde sin ankomst. Efter at jeg blev udskrevet fra sygehuset er mine smerter ligesom gået i sig selv igen (hey, det er ikke i orden!), så tegn på fødsel er der ikke, what so ever, suk! Jeg lader det hele sejle og spiser lidt mere - de der max 15 kg ik? Slet ikke realistisk... men, når det er sagt og alt ordbrækket er ude, har jeg faktisk nydt denne graviditet; fedme, smerter, hævede fødder og hvad der ellers hører med. Jeg har elsket (elsker) at mærke min søn hver dag og elsket at nyde hver bid af en romkugle, uden at skulle være styret af tidligere spiseforstyrrelse! Jeg er meget spændt på hvordan jeg vil have det, når Kalle engang er født - om jeg mon kan tabe mig igen? om jeg falder tilbage i mit gamle mønster- eller om denne graviditet faktisk har gjort at jeg endelig kan acceptere mig selv, for den jeg er og ikke den jeg kan blive. Men(!) jeg har været ude og shoppe et par lækre bukser til min gamle krop og dem vil jeg meget gerne være i engang i september ;)
Men for nu vil jeg nyde resten af graviditeten - motivationen for at passe på vægten, spise mindre og sundere er der bare ikke - hvis man bliver hvad man spiser, kommer min unge ud og ligner en lækker lille romkugle og jeg vil elske ham ♥
Jeg er simpelthen så imponeret over den måde, du tackler din graviditet på - både ift. lupus, men også til en tidligere spiseforstyrrelse.
SvarSletJeg lider selv af en spiseforstyrrelse, men ønsker mig børn meget højt. Min mand vil dog ikke være med på det, før jeg er helt rask. Så er spørgsmålet jo, hvornår og om, man overhovedet kan blive det.
Har du haft mange symptomer fra spiseforstyrrelsen under graviditeten? Jeg gør mig mange tanker om, hvad en spiseforstyrrelse betyder for en evt. graviditet, men har intet litteratur kunne finde om det.
kh M
Hej M :)
SvarSletTusind tak for de rosende ord - det varmer virkelig!
Jeg er ked af at høre, at en spiseforstyrrelse spænder ben for ønskebarnet - men dejligt at I gør jer tanker og ikke bare springer ud i det!
Jeg selv havde anoreksi i ca. 7 år og derefter led jeg af overspisning - faktisk helt indtil jeg blev gravid. Vi havde gjort os mange tanker, men valgte at tage chancen og gjorde selvfølgelig både læge og jordemoder opmærksom på spiseforstyrrelserne. Jeg vil være ærlig og sige at ikke alle dage har været lige lette! De første 20 uger var rigtig hårde og jeg prøvede at spise minimalt og tog faktisk slet ikke på. Men så fik jeg en rigtig god snak med jordemoder, som sagde; at da mit bmi var på 20, skulle jeg faktisk tage 10-15 kg på! Jeg var lamslået, det kunne jeg da på ingen måde?! Men hun forklarede meget hårdnakket at det er barnets bedste og for at få et sundt og rask barn, blev jeg altså nødt til at spise godt og tage på - det var nu mit ansvar at få denne lille fyr til at blive stor og fin! Det ramte et sted i mig og siden da har min tankegang ændret sig og jeg har nydt at spise og spist lige præcis hvad og hvornår jeg ville- og ja, der er røget nogle kg på og jeg kan ikke længere kende min krop og pigen med spiseforstyrrelsen er ved at dø, ved tanken om hvordan kroppen bliver efter graviditeten... Men på en utrolig måde, har jeg formået at slå disse tanker ned og ikke lade det blive det vigtigste i mit liv - min søn er nu det vigtigste og jeg ser hvor fint han vokser og mærker ham hver dag og det er meget mere værd, end hvordan min krop ser ud og hvor meget mad jeg indtager. Jeg har stadig tankerne, tæller stadig kalorier og har utrolig mange dårlige dage, men jeg klarer det og jeg spiser! Før havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg ville nå hertil - at jeg ville kunne have det OK med at tage så meget på og at jeg ville kunne spise så usundt som jeg egentligt har. Inden da var jeg ræd, jeg var grædefærdig ved tanken om at min krop skulle ændre sig - nu acceptere jeg og nyder det! Et eller andet har ændret sig - måske er jeg allerede mentalt blevet mor? Jeg er i hvert fald klar og min søn er alt dette værd! :)
Så kort sagt: Det ER hårdt, men det er det værd og det kan så bestemt lade sig gøre. Men jeg tror at man skal være 100% ærlig hele vejen igennem - både overfor sig selv og overfor læger. JA, man skal tage på og man ændre sig - både fysisk og psykisk og det er til tider en kamp, men en kamp som er det værd! Hvis man har en dag, hvor madindtaget er småt, så er det vigtigt at huske sig selv på, hvem der er vigtigst og om det virkelig er det værd at holde vægten og måske risikere at få et barn med mén? Jeg tror helt naturligt at moder-genet tager over og at man pludselig (mod al forventning!) ser lidt mere realistisk på tingene og lader sig selv nyde :)
Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har flere spørgsmål: Emiliekristina@hotmail.com
Ellers må I have rigtig meget held og lykke - det skal nok lykkes! :)
Med venlig hilsen
Emilie :)