I got the blues

Puha, jeg har ramt muren i dag. Jeg er træt, som i rigtig rigtig træt! Min smukke dejlige søn var utrolig urolig hele natten og derfor har jeg ikke fået megen søvn. Derudover føler jeg mig trist til mode - jeg er ked af min vægt og jeg kan mærke de anoretiske tanker blusse op - men jeg spiser godt og ved at dette er bedst for mit dejlige drengebarn! Men øv hvor er det bare hårdt! Jeg mangler 2,5 kg, så har jeg tabt 16 kg siden fødsel og er tilbage på før-graviditetsvægt. Men de sidste kg tager tid og jeg vil bare have det hele af nu og i gang med træningen og være tynd og fin igen - men der er lang vej dertil. Nu er jeg mor og har andre prioriteter, min søn kommer i første række! Det er hårdt når sporene fra en tidligere spiseforstyrrelse stadig spøger og man samtidig skal give det bedste til dette nye lille menneske - heldigvis er jeg nået så langt og er så stærk, at jeg ikke har problemer med at overvinde tankerne (men det er bestemt ikke uden selvhad). Ærlig talt er det sgu svært. Men hvor jeg dog elsker min lille søn og ønsker for ham det bedste og det bedste er det jeg kan give ham. Jeg suger denne tid til mig - tiden flyver af sted og jeg er ærlig talt tisse bange for at gå glip af noget og bange  for ikke at nå og nyde øjeblikket. Men som så mange siger "glem ikke dig selv" og de har nok ret. Jeg er dog virkelig bange for ikke at gøre det godt nok og det gør mig ked af det - inderst inde ved jeg jo udmærket godt, at jeg gør det så skide godt og at jeg er en filans god mor for Kalle og jeg kan mærke at han har det godt og trives... men alligevel er en del af mig usikker - bliver han aktiveret nok - er jeg nu god nok? osv. osv. Også når det gælder Jens - jeg er simpelthen så bange for at miste ham - at jeg ikke er nok, at han ikke synes jeg er en god nok mor- og en god nok kæreste. Jeg er bange for at han glemmer at elske mig og at vi i al denne kærlighed til Kalle, glemmer hinanden. Jeg kan mærke noget har ændret sig siden Kalle kom til verden - mellem Jens og jeg. Jeg ved ikke hvad det præcis er og jeg ved ikke om det egentligt er noget i mig, som har ændret sig. Jeg er bange for at give mig hen, som før han kom til verden. Jeg har tendens til oftere at snerre og blive mere irriteret, men egentligt tror jeg at det i grunden bunder i usikkerhed og frygt for at miste - jeg tager afstand, når det kommer til Jens. Men hvor gør han det dog godt og hvor jeg dog bare elsker ham for at være den fantastiske mand, han nu engang er- og er blevet! Far til mit barn, han er helt perfekt! Jeg føler mig mere lykkelig end nogensinde før og jeg føler endelig at jeg har fundet min plads i livet og at det er her, jeg så længe har kæmpet for at nå til - endelig er jeg i mål... og nu er jeg så filans bange for at det hele skal smuldre mellem fingrene på mig. Jeg er simpelthen så ræd for ikke at være nok og ikke at gøre det godt nok, åh... suk. Jens er gået en tur med Kalle, en ven og hans datter, så jeg kunne få lidt afslapning hjemme - det havde jeg brug for; en god tudetur og at få samlet tankerne! Den der 3-dages blues? Den kom så lige 12 dage efter ;) Men det er dog super skønt at få "luftet ud" og til slut vil jeg sige at jeg ELSKER mit "nye liv" og min rolle som mor - jeg har de to mest fantastiske drenge i mit liv og åh hvor jeg dog elsker dem!